To grunde til at vi kan sidde fast i vores selvbebrejdelser 

Hvis du havde en tidsmaskine, og kunne rejse 5 år tilbage i tiden. Hvad vil du så sige til dig selv? Sådan spurgte jeg på min Facebook-side her for noget tid siden, og jeg kan godt love dig for, at det var udelukkende kærlige, varme, hensigtsmæssige, konstruktive kommentarer der kom. Så, hvis vi kunne rejse fem år tilbage i tiden, jamen så ville vi sige nogle kærlige ting til os selv. 

Når det nu er sådan, hvordan kan det så være, at der er så mange af os, der sidder fast i ukonstruktive og ukærlige selvbebrejdelser i nuet? Hvordan kan det være, at der nogle gange skal meget lidt til før, den indre dommer begynder at råbe op om, at vi også er for dumme, og dovne, og dårlige, og ikke dur til noget”?

”Aj, men det er også bare fordi, at jeg ikke kan finde ud af….

”Det er bare typisk, sådan er jeg bare skruet sammen og det..”

”Åh, jeg er da også” og “jeg gjorde heller ikke”, “jeg burde have” 

…Og der ud af i en pærevællling. 

Jamen, svaret er ganske enkelt, at en af årsagerne til at vi sidder fast i selvbebrejdelser i nuet, er at det giver os noget. 

Vores selvbebrejdelser hjælper os med noget.

Det er meget individuelt, der er jo mange forskellige ting som vores selvbebrejdelser kan give os, eller kan hjælpe os med. Men der er især to ting, som jeg ser gå igen, og igen, og igen, og som jeg gerne vil dele med dig. Når det er, vi finder ud af hvad det er vores selvbebrejdelser hjælper os med, jamen så kan vi begynde at tage ansvar for de behov, for det som vores selvbebrejdelser hjælper os med på en anden måde, så vi kan slippe ud af den her selvbebrejdelses-tornado. 

En af de ting som jeg oplever meget ofte, at vores selvbebrejdelser giver os, det er faktisk en følelse af kontrol. Kontrollen giver os så en følelse af tryghed. 

Så lad os sige at vi er på en arbejdsplads med en chef, der måske er grænseløs, eller ubehagelig, eller aggressiv. Lad os sige at vi er i et venskab hvor den anden er måske er aggressiv, eller meget nemt bliver vred eller irriteret. Eller lad os sige at vi har en relation i vores liv som måske ikke bliver aggressiv, men så måske “bare”€ giver os dårlig samvittighed. Er passivt aggressiv.

 “Aj, men det skal du ikke tænke over, det er helt okay€, det er fint! Det er bare helt ok.” 

Som om, makker. Det er ikke ok, og det er tydeligt på både kropssproget, stemmelejet og den følelse du får i kroppen. 

Det kan det føles rigtig ubehageligt, og der er det meget nærliggende, at vi begynder at tænke over hvad vi mon selv kan gøre anderledes? Hvordan vi kan rette ind? Hvordan vi kan tilpasse? 

“Aj, men det skal du ikke tænke over, det er helt okay€, det er fint! Det er bare helt ok.”

- Passivt-aggressiv kæreste

R.I.P

“Ajmen, jeg burde også være lidt sødere, eller hvis jeg nu, lader være med at tale om det her emne, eller hvis jeg nu gør sådan her i stedet for sådan der, eller hvis jeg nu er på den her måde i stedet for på den der måde, så kan det være at modparten bliver glad, eller så kan det være at modparten holder op med at være vred på mig, så kan det være at den anden ikke vil være så irriteret på mig.” 

“Det er jo også bare helt naturligt, at den anden er så irriteret på mig, når jeg er på den måde, fordi jeg burde jo….Jeg burde jo have gjort sådan. Hvorfor kan jeg ikke bare have tænkt over at jeg skulle gøre sådan? Altså, det er da tydeligt for enhver! Det er bare så typisk mig. Jeg kører rundt, jeg vælter ind i som en elefant i glasbur hver eneste gang, jeg er sammen med denne her person, og selvfølgelig bliver h*n bare vildt irriteret på mig. Det ville alle da blive. Det er typisk, det er min skyld!”

Og det er det jo i virkeligheden ikke. 

Det er ikke din skyld

Det er jo ikke vores skyld, at den anden vælger at bide hovedet af os, eller at den anden vælger at blive passivt aggressiv og ikke give udtryk for sine behov, eller den anden vælger, hvad det nu er det kan være. 

Så, man kan sige, at vi er i en eller anden situation, hvor der er noget på spil, der er ubehageligt for os, men ligger uden for os. Udenfor vores banehalvdel, ligger udenfor vores magt, udenfor vores kontrol. Det bryder vi os ikke så meget om, så vi forsøger at skabe noget tryghed, noget kontrol, ved at bebrejde os selv. For hvis det “€œbare” handler om mig, så er det da i hvert fald noget vi kan ændre, og hvis det er noget vi kan ændre, jamen så føles det meget rarere, end at det faktisk er noget der er ukontrollabel for os, at det bare er ubehageligt, og at vi skal sætte grænser. Det er vi måske bange for at gøre. 

Den ene ting som vores selvbebrejdelser giver os, det er altså en følelse af kontrol, og dermed også en følelse af tryghed. Vi kan rigtig godt lide følelsen af tryghed. 

…er følelsen af at råde bod på noget. Lad os sige, at jeg måske har handlet på en måde, der ikke er i overensstemmelse med mine værdier for mig selv. Så kan det være, at jeg finder en del ubehag ved, at ringe til nogen, eller måske dukke op hos nogen, og tage ejerskab over det her. Så i stedet for, så sætter mig ned på sofaen, og straffer mig selv. 

Jeg straffer mig selv, ved at skælde mig selv ud, ved at få mig selv til at have det rigtig, rigtig dårligt. Ved at fortælle mig selv at jeg er dum, og doven, og ikke dur til noget, og det kører rundt, og rundt. Det kan jeg så gøre i den tid det kræver for at jeg kan give slip på de her selvbebrejdelser. Jeg kan gøre det i så lang tid, at jeg føler, at nu har jeg straffet mig selv nok, nu må jeg gerne give slip på det, og komme videre i mit liv. Det heller ikke nytte noget. 

I stedet for faktisk at gøre det som måske kunne være relevant i den her situation, i stedet for rent faktisk at råde bod på det jeg har gjort. Måske at dukke op hos vedkommende, og sige: 

“Jeg gjorde det her. Det var ikke i overensstemmelse med den jeg ønsker at være som menneske. Jeg er rigtig ked af, at det gik ud over dig, jeg ked af, at jeg den dag var så træt, og så stresset, at jeg råbte af dig. Det synes jeg faktisk overhovedet ikke i orden, og jeg vil gerne have at du ved, at jeg holder meget af dig, og at jeg sætter pris på vores venskab. Jeg er faktisk rigtig ked af at jeg råbte af dig. Det intet med dig at gøre. Det burde ikke være gået ud over dig, men det gjorde det. Undskyld. Jeg er rigtig ked af at jeg...”

Der kan være mange årsager til, at vi ikke bryder os om at sige undskyld. Det kan være, at vi har lært, at det at sige undskyld, er en en form for fornedrelse af os. Det kan være at vi ikke bryder os om at være i den sårbarhed, det jo er når vi skal sige undskyld til nogen ærligt og kærligt. Det kan være vi bange for at vores undskyldning ikke bliver modtaget. Det kan være at der er nogle dynamikker i vores relation, som i virkeligheden handler om, at hvis jeg siger undskyld, så har du overhånden, at en undskyldning er en afgivelse af magt. Der er mange ting, der kan ligge gemt under, der kan være mange grunde til, at vi i stedet for rent faktisk at råde bod på noget, at vi så sætter os i sofaen, og straffer os selv. 

Så det er de to måder, de to ting jeg ser gå igen og igen. Den ene er at de giver en følelse af kontrol, og dermed også en følelse af tryghed, og den anden er de giver os en følelse af at rå bod på noget, uden at vi faktisk gør noget som helst, andet end at sidde i vores sofa, imens vi slår os selv oven i hovedet med den her lille imaginære hammer. 

Når vi opdager, at vi sidder fast i det her loop, i den her tornado, der er lavet af dårlig samvittigheds, selvbebrejdelser og skam, så kan det være relevant at stille os selv spørgsmålet: “Hvad er det giver mig?”

Nu har jeg jo så givet dig de her to ledetråde. Jamen, er det en følelse af kontrol? Prøver jeg lige nu at tage kontrol over noget, der i virkeligheden ligger udenfor min kontrol, og er der en anden måde, jeg kan skabe noget tryghed i mig selv? Eller hjælpe mig selv til accept af, at jeg ikke kan kontrollere det her? Eller begge dele?

Og nummer to; jamen er det faktisk fordi, at jeg har gjort noget som strider imod etik, min moral? Er der noget, jeg kunne gøre, som rent faktisk ville være meningsfuldt i denne her situation, så jeg ikke behøver at sidde her, og gøre mig selv så ked af det? Og gøre det så ubehageligt for mig selv?